✓ 1-3 dages levering ✓ Fri fragt over 1000 kr.

Om mig

Min motivation
For mig er australsk opal med længder det smukkeste natur jeg har oplevet i mit snart halve århundrede i tilværelsen. Jeg brænder for at gøre det tilgængeligt og dele med så mange som muligt.

Man kan få opaler til flere hundreder tusinde kr. stykket. Jeg bestræber mig imidlertid intensivt for at tilvejebringe så meget skønhed som muligt for pengene og dele den med så mange som muligt. Der er så meget grimt i verden - australsk opal er en overordentlig smuk modvægt til alt det grimme. At dele det smukkeste der findes i naturen med hinanden finder jeg uendeligt inspirerende og motiverende.

Også i Australien findes der masser af mennesker der jagter hurtige penge. Således har jeg igennem årene været igennem min del af leverandører, der nyder godt af at man ikke lige tager ned i forretningen og brokker sig. Det er ikke sjældent at jeg har oplevet folk, der tager det bedste til sig selv og sender resten over på den modsatte side af kloden. Så belært af en hel del erfaring har jeg fundet frem til hvad man skal kikke efter for at finde dét der virkeligt gør en forskel. Med tiden har jeg arbejdet mig ind på nogle mennesker, der har nogle usorterede materialer hvilket gør min mission mulig. Det er dér vi skal huske på at ting tager tid.

Jeg håber at du vil få det samme ud af at opleve og dele australsk opal som mig:

  • Opal er millioner af år undervejs

  • Opal er ikke overfladisk

  • Opal får tiden til at stå stille, når man betragter den

  • Opal tryllebinder

Bjergsø - min rejse…

Jeg er vokset op på landet på en landejendom, der grænsede op til en større skov, som jeg slog mine folder i. I skoven var der en å, hvor min bror og jeg fiskede og fangede skaller, aborrer, gedder, ørreder og ål. Ligesom der levede ænder, hejrer og isfugle omkring åen. Vi lavede huler i skoven - både under og over jorden.

Da vi blev ældre dyrkede min bror og jeg jorden på vores landejendom - vi etablerede en jordbærplantage og solgte bærrene igennem vores fars udsalgsgartneri i Vemmedrup på torvet i Køge og Næstved. Vi samlede også kristtjørn ved familiens sommerhus ved vestkysten og solgte i min fars udsalgsgartneri. Ligesom vi lavede sammenplantninger og dekorationer til butikken. Så naturen omgav mig i hele min barndom. Efter gymnasiet gik jeg i min brors og fars fodspor og købte blomster op og tog på torvet og solgte dem. Men det ufaglærte arbejde skulle suppleres med en akademisk uddannelse da handelsgenet skulle kultiveres og det blev det med en Cand. Merc. fra handelshøjskolen (CBS) i markedsføring.

Som teenager blev der også taget et dykkercertifikat og det blev til nogle fantastiske oplevelser under havets overflade. Det samme gjorde sig gældende på jordomrejsen i sabbatåret efter gymnasiet, hvor naturen altid var omdrejningspunktet og ikke verdens storbyer. Turen gik også dengang til Australien, men det er først senere at opal fangede mig.

Min fascination af sten begyndte omkring 2005, da jeg etablerede "TROVO" (en sammensætning af TRO, VILJE og OPTIMISME) - et firma med produktion og import af håndlavede stenskulpturer fra Kina. Da jeg var på praktik på Det Danske Generalkonsulat i Guangzhou i Sydkina i 2002, efter de tre første år på handelshøjskolen, opsøgte jeg sammen med min far nogen af verdens dygtigste kunsthåndværkere. Det blev til salg af stenfigurer op til 6 tons i størrelse til ca. 50 danske havecentre og eksport til en række europæiske lande. Det mest motiverende var selv at designe skulpturerne, møblerne og vandstenene og samarbejde med kineserne og deres årtusinder lange håndværkstraditioner om at lave nogle enestående skulpturer.

Den vildeste skulptur jeg fik lavet var af en smuk kvinde i en elegant aftenkjole hugget ud i ét stykke og hvor kjolen var poleret til en spejlglat overflade. Du finder hende under TROVO. Men virksomheden red på optimismens bølge indtil finanskrisen indfandt sig og tog livet af dét initiativ.

Jeg har boet i Kina i to og et halvt år over tre omgange. Første omgang som praktikant på det danske generalkonsulat i Guangzhou, anden omgang som udvekslingsstuderende fra CBS og tredje omgang i et halvt år, hvor jeg studerede Mandarin i Beijing. Kina er verdens fjerde største land med en mange tusinde år gammel kultur og med talløse fantastiske naturområder. En varm anbefaling herfra til at forholde sig neutral ift. vestens holdning til landet og besøge det med åbent sind og tolerance. Der er mange minder for livet at hente også i Kina. Allerede i min tid på det Danske Generalkonsulat mødte jeg den kinesiske pige, der i dag er min hustru.

I Kina blev jeg enormt betaget af symbiosen imellem naturen og mennesker, når vi tager noget så bestandigt som sten, og øver os på at arbejde med det til det punkt, hvor vores færdigheder kan få sten til at se naturtro ud. Arbejdet i sten tager tid. I særdeleshed hvis man er ærekær omkring detaljen. Til gengæld er det bestandigt.

Efter TROVO gik årene indtil Corona indtog verden. Den fængslende fornemmelse ledte mig til overbevisningen om at jeg kunne håndtere diamantværktøj ligeså vel som kineserne. Så jeg begyndte selv at forme og polere de sten vi selv har i Danmark. Det er blevet til en lang række skulpturer. Nogen af dem finder du her på sitet. I isoleringstiden under Corona epidemien fangede opal ved et tilfælde min opmærksomhed. Aldrig før havde jeg set noget så unikt fra naturens hånd. Jeg dristede mig til at købe nogle opaler online og fik dem sendt hertil. Opal er endnu vildere i virkeligheden end på billeder.

Under Corona brugte jeg en del tid på Youtube og købte en række bøger om smykkearbejde og stenslibning. Jeg købte også en gammel og brugt stenslibemaskine på Den Blå Avis og nye diamantslibehjul og andet værktøj fra en italiensk leverandør. Efter Corona tog jeg på messer både herhjemme og i udlandet. Først som besøgende og med tiden som udstiller. Jeg har én hovedmesse om året der er blevet obligatorisk for mig og det er Stenmessen i Rødovre. Kom forbi og oplev min og andres symbiose med naturen. Det er hvert år i september.

 

…så, ja - Bjergsø er et symbol for formningen af naturen. Ved påvirkningen længe nok kan vand forme sten. Men endnu bedre er det når vi indgår i symbiose med naturen og lægger vores håndværk i formningen af sten. Sådan bliver vi i mine øjne ét med naturen og foreviger vores samhørighed.

Opal fremstår for mig som det ypperste som naturen har formet over millioner år. Det har med andre ord taget tid. Det er ikke noget der kan forhastes. Alt ting omkring os går så stærkt i dag. Man swiper sig fra det ene input til det andet. Opal, til gengæld, står stille. Man skal finde frem til den - 10 meter eller mere under jorden i ørkenen i australien. Men når først man finder den så tryllebinder den dig ligeså snart lyset rammer den. Ligesom sirenerne i Odyseen bliver man tryllebundet. I mine øjne står tiden stille når de glinsende silikat atomer fra opalens indre sender lysets stråler tilbage til den heldige der betragter den. Og der er uendelige kombinationer af farver og mønstre. Også i lighed med mennesker - Vi er alle sammen forskellige.

Så giv dig tid. Lad opal tryllebinde dig og de heldige der bliver vidne til den, når du bærer den som smykke. Tiden står stille når du bliver fanget af opalens skønhed. En skønhed der er uendelig i sit udtryk og formet over tid. En skønhed der kommer indefra. Den er ikke overfladisk.  

Det er velkendt at symmetriske former af opal har væsentlige højere kommerciel værdi end assymetriske former - også kaldet “Freeform”. Men der er noget ved det skæve, det uperfekte, der tiltaler mig. At det sagtens kan være smukt uden at være perfekt. Det forekommer mig mere naturligt. Derfor jagter jeg ikke perfekt symmetri i min formgivning når jeg sliber opalerne.

Kik ind engang imellem på dette site og følg mig på facebook for at blive inspireret af mine løbende tilføjelser og -udvikling af mit håndværk, hvis dybde og bredde hele tiden udvides i takt med tiden og indsatsen.

 

Du er altid velkommen til at skrive til mig hvis du har nogen spørgsmål.

 

De bedste hilsner

René

Loading...
Loading...

Bjergsø
bjergsoe@svendsen.in
29890747

bjergsoe.dk
Vemmedrupvej 8
4632 Bjæverskov
CVR 32693997

Bjergsø





MobilepayVisaMastercardDankortApplepayGooglepay
Alle rettigheder forbeholdt Bjergsø © 2026.
Start din egen webshop med SHUPKøb kunsthåndværk online på Yoko.dk